The Library
Det, som vi almindeligvis tænker på, udgør ”Jeg’et”, er en ide, som ændrer sig fra år til år. Det er det personlig ”Jeg”. Men det, som vi føler inderst inde som altid nærværende blandt alle ”Jeg’ets” forskellige idéer, er, at opfattelsen af væren og eksistens, ikke på nogen måde forandrer sig. Det er dette, som er vores sande, varige ”Jeg”.
6.8.2.1Alt vi husker er en tanke i bevidstheden. Det gælder ikke kun objekt, hændelser og steder. Det gælder også personer, inklusiv os selv, den som huskes, ”Jeget” som jeg var. Dette betyder at min egen personlighed, som jeg kalder mig selv, var en tanke i fortiden, uanset hvor stærk og uanset hvor udholdende. Men fortiden var en gang fremtiden.. Derfor er jeg ikke mindre en tanke nu. Spørgsmålet opstår hvad havde jeg da som jeg stadig har nu, uforandret, nøjagtigt det samme. Det kan ikke være ”Jeg” som person, eftersom den hele tiden forandrer sig. Det er og kan kun være ”Jeg” som bevidsthed.
6.8.2.3Med kroppen , tankerne og følelserne synes egoet at komplettere sig selv som en enhed. Men hvor får vi den følelse af ”Jeg” fra? Der findes kun en måde at finde frem til svaret: via meditation. Denne udforsker dybere end de tre nævnte komponenter og gennembryder til resten, som viser sig ikke at være noget særligt, kun en følelse af at være til. Dette er den rigtige kilde til ”Jeg” begrebet, følelsen af selvet. Ak! Kilden åbenbarer ikke almindeligvis sig selv, så vi lever alene i dens projektion, egoet. Vi er tilfredse med at være små, når vi kunne være grænseløse.
6.8.2.6Den instans, der hævder at være ”jeg’et”, viser sig kun at være en del af det, den mindste del og slet ikke det rigtige ”jeg”. Den er et kompleks af tanker.
6.8.2.7Denne følelse af jeg-identitet kan være associeret med kroppen, følelser og tanker – hvis totalitet er det personlige ego – eller i dyb meditation skiftet til den rodløse rod af væren, som er Overselvet; eller det kan være associeret med begge, hvor den ene vil være virkeligheden og den anden en skygge af virkeligheden.
6.8.2.9Idéen om et selv opstår først i bevidstheden, når et barn identificerer sig med kroppens følelser, og senere kommer emotionelle følelser til. Denne idé udvikler sig videre til logiske tanker og fuldender til sidst sig selv med opdagelsen af individualitet.
6.8.2.10Hvis vi analyserer egoet, finder vi at det er en samling af fortidige erindringer bevaret om erfaringer og fremtidige håb eller ængstelser som foregriber erfaringer. Hvis vi prøver at gribe det, at skille det ud i sig selv, finder vi at det ikke eksisterer i det nuværende øjeblik, kun i det som er gået og det som vil komme. Faktisk eksisterer det aldrig virkelig i NUET, men synes kun at gøre det. Det betyder, at det er et fantom uden substans, en falsk ide.
6.8.2.14Vores hengivenhed mod egoet er naturligt. Det opstår fordi vi er ubevidst knyttet til det som ligger bag det, til Overjeget. Blot er vi vildledt af vores uvidenhed ved at koncentrere os på det umiddelbare ”Jeg” og helt overhøre det usynlige,varige selv af hvilket det blot er en gennemsigtig skygge. Egoet som skælver eller glædes i livet er ikke det sande ”Jeg.”
6.8.2.18Hvad er det mest umiddelbare af alle oplevelser? Det er ” Jeget”. For alle andre er oplevelsen af et objekt, det kan være en ting eller tanke—kroppen, verden eller sindet; men jeget er deres subjekt, den første identitet i livet, den sidste før døden.
6.8.2.24Egoet er intet andet end en skygge ... et ord, hvis betydning, ”at placeres udenfor” også er spirituelt sandt. For den, som fordyber sig i ego-bevidstheden, placerer sig uden for Overselvets bevidsthed.
6.8.2.29,Der findes ikke noget virkeligt ego, men kun en hurtig rækkefølge af tanker, som udgør ”jeg”-processen. Der findes ingen særskilt enhed, der former den personlige bevidsthed, men kun en række indtryk, ideer, billeder, som roterer om et fælles center. Sidstnævnte er fuldstændig tomt; følelsen af, at der eksisterer noget der, stammer fra et helt andet plan – Overselvets.
6.8.2.31Når det erklæres, at egoet er en fiktiv enhed og ikke eksisterer, menes der, at det ikke eksisterer som en selvstændig og uafhængig enhed. Men alligevel eksisterer det som en tanke.
6.8.2.32Hvis han identificerer sig med ego’et som virkeligt i sig selv, og ikke som det kompleks af tanker og tendenser, det er, er han fanget i illusionens net og kan ikke komme ud af det.
6.8.2.33Egoet er en samling tanker som cirkulerer omkring et fixeret, men tomt center. Hvis vanerne fra mange, mange inkarnationer ikke havde givet tankerne denne styrke og ihærdighed, kunne de være blevet gjort ugyldige. Virkeligheden-- den højere bevidsthed-- kunne da åbenbare sig selv.
6.8.2.37Det er ikke kun dét, at mennesket ikke kender sin åndelige natur, men, endnu værre, at han har en forkert idé om denne sin egen natur. Han tager skyggen – egoet – for at være den bærende substans – Overselvet. Han tager virkningen – legemet – for at være årsagen – Ånd.
6.8.2.39Egoet er en struktur som er blevet skabt ud fra forrige livs tendenser, vaner og oplevelser til et særligt mønster. Men til slut er det hele blot en tanke, endskønt en stærk kontinuerlig tanke.
6.8.2.44”Jeg’et” kan ikke adskilles fra dets tanker, da det er sammensat af dem...
6.8.2.46,Fordi denne bevidsthed, der stammer fra Overselvet, binder sig selv så fuldstændigt og så kontinuerligt til tanke-serierne, som når det kommer til stykket er dens egne kreationer, så identificerer den sig selv med det illusoriske ego, dannet af deres aktivitet, og glemmer sin egen større, mindre begrænsede oprindelse.
6.8.2.47Alle vore tanker må nødvendigvis eksistere og udfolde sig på hinanden følgende i tiden. Men ego-tanken er en mere kompliceret affære, der både eksisterer i tid og rum, fordi kroppen er en del af egoet. Hvad end vi gør, vil egoet som sådan fortsætte sin eksistens. Men vi behøver ikke at identificere os med det; vi kan skabe nogen afstand mellem det og os selv. Jo mere vi gør det, des mere upersonlige bliver vi, og vice versa.
6.8.2.49Fra barnsben og voksenlivet igennem undergår mennesket forandring fra ét til noget andet – i legemet, følelser og tanker. Hans selvopfattelse og personlighed forandres hermed – men hvad og hvor er så ”jeg’et”, hvis ikke det er én, ubrudt væren?
6.8.2.54Tendenser og vaner, fysiske og mentale aktiviteter som vi har bragt med os fra tidligere, foranker sig og stivner i det vi kalder vores personlige selv, vores individualitet, vores ego. Alligevel vil livet ikke tillade denne kombination at blive mere end en midlertidig overgang og vi vil ændre os under tidens gang.Vi identifierer os med hver af disse forandringer og tror dette er vores virkelige jeg. Blot når vi stopper disse aktiviteter og trækker os tilbage fra disse vaner for en kort tid under meditation, opdager vi for første gang at de alligevel ikke udgør vores sande jeg. Faktisk ses det som vores falske jeg, for det er kun da at vi opdager det indre væsen som er det sande selv og som er blevet gemt. Men så stærk er vanernes ur-gamle kraft at vi snart tillader dem at fortsætte deres tyrani over os og endnu en gang bliver vi offer for egoets store illusion.
6.8.2.56Når alle tanker opløses i Stilheden, opløses ego-personligheden også. Dette er Buddha’s mening med, at der ikke er noget selv, og også Ramana Maharshi’s betydning af, at egoet kun består af en samling af tanker.
6.8.2.57Det ego, som vi er bevidste om, er ikke det samme som sindet, gennem hvilket vi bliver bevidste. Den, der fortsætter i udholdenhed indtil dette punkt virkeligt er forstået, åbner den første dør i sjælens hus.
6.8.2.65Kroppen er i realiteten et objekt for sindet, som er dens subjekt; og ikke kun kroppen, men også alt hvad egoet tænker eller føler bliver desuden et objekt. Det er ikke så let at se og endnu vigtigere at forstå, at dette ego, dette subjekt, selv er et objekt for en højere del af sindet.
6.8.2.67Vi forstår vores forhold til ydre besiddelser som stole og tæpper korrekt, men ikke til besiddelser som hænder og tanker. Her bliver vores forståelse uklar. Vores sædvanlige tale røber det. Vi siger: ”jeg er såret”, når det i virkeligheden er kroppen, der er såret, eller ”jeg er glad”, når en glædesfyldt tanke opstår i os. I det første tilfælde er kroppen et objekt for vores oplevelse, på trods af dens nærhed. I det andet tilfælde er tænkning en funktion, som udføres af os. Begge skal skelnes fra vores bevidsthed, uanset hvor sammenvævet med vores aktivitet.
6.8.2.68For Overselvet er hans bevidsthed, krop, nervesystem og sanseorganer kun objekter, der bruges som medier og kanaler.
6.8.2.71Hvor end der forekommer menneskelig bevidsthed, hvor der er en tænker, findes også dennes tanker. Subjekt og objekt flyder sammen for at muliggøre en bevidst tilstedeværelse af et ego, et ”jeg”, såvel i den vågne tilstand som i drømmetilstanden.
6.8.2.72Egoet er et objekt. Egoet selv kender kun til objekter. Derfor kender et menneske ikke sig selv, når han kun kender til egoet.
6.8.2.74De samme kræfter, som leder os ind i oplevelsen af en ny reinkarnation, fratager os også erindringen om tidligere reinkarnationer.
6.8.2.121
19 dec 2010
28 jul 2013
25 jul 2013
16 okt 2021
30 okt 2021
15 sep 2016
24 feb 2015
27 jan 2012
25 jun 2012
28 maj 2021
25 okt 2010
1 apr 2018
25 aug 2021
16 mar 2014
27 jan 2016
25 jan 2014
30 okt 2016
18 jan 2015
16 apr 2019
2 jan 2016
5 jan 2014
8 dec 2016
3 okt 2016
6 nov 2015
7 jul 2024
28 jul 2024
30 mar 2016
4 apr 2017
28 feb 2021
The notebooks are copyright © 1984-1989 The Paul Brunton Philosophic Foundation
This site is run by Paul Brunton-stiftelsen · info@paulbruntondailynote.se