The Library
Det element i din bevidsthed som gør dig istand til at forstå at du eksisterer, som er grunden til at du udtrykker ordene, ”Jeg er” er det spirituelle element, her kaldet Overselvet. Det er i grunden dit sande jeg for de tre aktiviteter at tænke, føle samt viljen er udsprunget derfra, er krusninger som breder sig ud derfra, er kendetegn og funktioner som tilhører den. Men når vi normalt tænker, føler og agerer, udtrykker disse aktiviteter ikke Overselvet, fordi de er under kontrol af en anden eksistens, det personlige ego.
6.8.1.1Kilden til visdom og kraft, til kærlighed og skønhed findes indeni os selv, men ikke i vores egoer. Den er i vores bevidsthed. I virkeligheden forsyner dens nærvær os med en bevidst kontrast, som gør det muligt for os at tale om egoet, som var det noget anderledes og adskilt fra os: Dette er det sande Selv i modsætning til egoet, som kun er en illusion i sindet.
6.8.1.2Er det sandt at de fleste mennesker lider på grund af at ha misforstået sin egen identitet?
6.8.1.3,Eftersom en person, en menneske, er mest interesseret i sig selv, hvorfor så ikke lære sig selv at kende, som han virkelig er, ikke blot som han ser ud til at være?
6.8.1.4Ego-bevidstheden er skabt ud af menneskets egen handlen og tænken og gennemgår en langsom forandring og vækst. Overselvet er Guds billede, fuldkomment, færdigt og uforanderligt. Det, vi må gøre for at fuldkommengøre os selv, er, at lade det ene skinne gennem det andet.
6.8.1.7Når alt kommer til alt, er egoet ikke andet end en ide. Det får sin tilsyneladende virkelighed fra en højere kilde. Hvis vi gør en indre indsats for at søge efter denne kildes udspring, vil vi før eller siden finde Bevidstheden, hvor denne ide stammer fra. Denne bevidsthed er Overselvet. Denne søgen er den Essentielle Søgen. Den selv-genererede skelnen mellem forestilling og den bevidsthed, der muliggør dens eksistens, er egoismen.
6.8.1.9Hvad du opfatter som din sande natur er kun en drøm som adskiller dig fra den. Du er blevet til et besynderligt individ som begærligt accepterer egoets begrænsede mørke liv og vender din ryg til det strålende lys fra sjælens liv.
6.8.1.10Når dette spørgsmål – hvad er jeg? – er besvaret, er der ikke flere spørgsmål. Svarets lysende klarhed viser ham, hvordan han skal håndtere alle sine problemer.
6.8.1.11Dette er den fantastiske modsætning i menneskets liv, at selvom det inderst inde bærer på det guddommelige, er det kun opmærksomt på og stræber med uformindsket styrke mod det stik modsatte.
6.8.1.15En enorm overraskelse venter, når Overselvet viser ham, hvem han virkelig er – når ego’et for første gang kan se, hvad det virkelig er, i et klarere lys.
6.8.1.17” Jeg er ikke jeg.” Disse ord er meningsløse for intellektet, som ikke kan bruge dem til noget. Men for den vækkede intuition er de fuldstændig begribelige.
6.8.1.19Det personlige ego opnår sin egen oplysning af bevidstheden og kraft til at handle fra Overselvet.
6.8.1.23Egoet låner sin virkelighed, sin sanseevne, hele sin formåen til at være opmærksom fra sin tilknytning til Overselvet.
6.8.1.28Egoet er en forbigående historie, men det er dets kilde ikke.
6.8.1.29Bli ved å tenke over forskjellen mellom det personlige egoet og det upersonlige høyere selvet til du blir dypt fortrolig med dem.
6.8.1.31Menneskets sande væsen ligger skjult i den indre kerne af stilhed, et centralt stille vakum. Denne kerne, dette vakum optager kun en nålespids i dimension. Omkring det findes en ring af tanker og begær som danner det indbildede selv, egoet. Denne ring er i konstant gæring med friske tanker, konstant i ændring med nye begær og ind imellem boblende af glæde eller stønnende af sorg. Derimod er centret i evig ro, ringen omkring hviler aldrig; hvor centret gir os fred vil ringen ødelægge denne.
6.8.1.32Overselvets bevidsthed er reflekteret i egoet, som derefter forestiller sig at det har sin egen oprindelige og ikke opnåede bevidsthed.
6.8.1.33Svaret til spørgsmålet ”Hvad er jeg?” er ”En guddommelig sjæl.” Denne sjæl er relateret til og har sin grund i, Gud. Men det ligestiller os ikke med Gud. De som siger det anvender sproget letsindigt.
6.8.1.38Egoet må være til, for uden det kunne vi ikke være aktive i denne verden; men det behøver ikke alene at være ansvarlig for et menneske. Der er også et andet Selv til, det højere.
6.8.1.39Der er andre kræfter, som er aktive i os, end dem, alle kender. Nogle er højere og ædlere end vores almindelige jeg, andre lavere og uværdige.
6.8.1.40Mennesket er som en skuespiller, der er blevet så opslugt af fortolkningen af sin rolle, at det har glemt sin oprindelige identitet. Dette forhindrer det effektivt i at huske, hvem og hvad det er.
6.8.1.46Ikke Descartes formulering ”Jeg tænker, derfor er jeg”, men mystikerens ” Sjælen findes i mig, derfor er jeg. ”For Dekartes' ”Jeg” er relativ og omskiftelig, hvor mystikerens er absolut og permanent.
6.8.1.47”Jeg’et” overgiver sig til Overselvet, når det opgiver at identificere sig med sin begrænsede individualitet, og derved til sidst opgiver sin egenvilje fuldt ud ...
6.8.1.49,… Det er ikke logisk at når et menneskes sind til overflod er fuldt af sit ”Jeg”, at der ikke er plads til det som overgår det, Overselvet?
6.8.1.52,Det personlige selv er indeni mig. Det upersonlige selv eller Overselvet er også indeni mig. Vi kan reagere og handle forkert ud fra egoets begrænsede udsyn – eller erkende Overselvet.
6.8.1.54Vores sande Selv er ikke underlagt bevægelse, forandring eller form. Vi må identificere os med dette usete Selv.
6.8.1.55Den første store fejltagelse som skal bortkastes er den almindelige antagelse at den fysiske krop er det sande jeg når den blot er et udtryk og kanal, instrument og redskab for selvet.
6.8.1.59Du har en krop, men det virkelige du er ikke fysisk. Du har et intellekt, men det det virkelige du er ikke intellektuelt. Du har følelser, men det virkelige du er ikke emotionelt. Hvad er du da? Du er Overselvets uendelige bevidsthed.
6.8.1.61Ego’et udtrykker ønsker og holdninger, intellektet tænker og husker, kroppens sanseorganer oplever og sanser den ydre verden. Ingen af disse tre er et menneskes virkelige jeg.
6.8.1.62Den krop, han bor i, er ikke ham selv. Det intellekt, som han tænker med, er ikke ham selv. Den bevidsthed, hvormed han udtaler “jeg”, er ham selv.
6.8.1.65Der er noget i ethvert menneske, som siger ”Jeg”. Er det kroppen? Normalt tænker han det. Men hvis han kunne foretage en dybere analyse ville han opdage, at bevidstheden ville bære ham væk fra krop-tanken og ind i sig selv. Der, i dens egen rene eksistens, ville han finde svaret på hans spørgsmål: ”Hvem er jeg?”.
6.8.1.69Denne sans, kraft eller følelse, som kalder sig ”jeg” i ham, har sin inderste væren i det, der betragter det, i Overselvet.
6.8.1.70Enhver kan give sit samtykke til udsagnet om, at hans fysiske omgivelser ikke er ham selv; men det kræver stor skarpsindighed at kunne give sit samtykke til det lige så sande udsagn, at hans tanker heller ikke er ham selv.
6.8.1.71Alle tænker, oplever, føler og identificerer sig med et ”Jeg.” Men hvem ved egentlig hvad det er? For at få kendskab må vi studere bevidstheden, ikke hvad den indeholder, som psykologer gør, men hvad den er i sig selv. Hvis vi bliver ved, er udholdende, finder vi måske et ”Jeg” bagved et ”jeg”.
6.8.1.73Det ville være forkert at tro, at der er to separate sind, to uafhængige bevidstheder indeni os – den ene den lavere ego bevidsthed, og den anden det højere Overselvs bevidsthed – som så, selv upåagtet, iagttager det andet, egoet. Der er kun ét uafhængigt lysende sind, og alt andet er kun dets begrænsede og reflekterende billede indeni det. Egoet er den tankerække, der fungerer afhængigt i dette sind.
6.8.1.74Der er kun et bevidsthedslys i sindets kamera. Uden det kunne verden ikke fotograferes på filmen i vores ego-sind. Uden det ville ego-sindet i sig selv være tomt. Det lys er Overselvet.
6.8.1.78Hvis blot han kunne blive bevidst om sin egen bevidsthed!
6.8.1.79Vi må absolut skelne mellem det bevidste jeg, som er så bundet til kroppen, og det overbevidste jeg, som ikke nås eller forstås med de kropslige sanser.
6.8.1.82Den normale erfaring får en menneske til at identificere sig med sin krop, men han går ikke længere og dybere og spørger sig selv: ”Hvem er til stede i kroppen?”
6.8.1.86Det endelige ”Jeg” er ikke sansernes eller begærernes ”jeg”, men en dybere instans, fri og uafhængig, fredfyldt, som hviler i sig selv.
6.8.1.91Det ultimative mål er at forstå sig selv som primært et mentalt væsen og ikke et fysisk, at ophøre med idylliserende dyrkelse og identifikation med kød, blod og knogler.
6.8.1.96Hvorfor er det at jeg er—og ved at jeg er-- i al væsentlighed den samme i dag som i går, at jeg husker hvad skete for et år siden? Svaret må være at der findes et kontinuerligt selv eller bevidsthed i mig, adskilt fra dets tanker eller oplevelser.
6.8.1.97Hverken dyb søvn eller hjernerystelse hindrer os i at genvinde følelsen af ”Jeg” når de ophører.
6.8.1.98Hvis vi søger efter jeget i dette virvar af modstridige instinkter og skiftende tendenser, finder vi kun en broget blanding. Disse er indeholdet i opmærksomheden de indebær ikke evnen til opmærksomhed.
6.8.1.99Selv den granatchokerede soldat som lider under et næsten total hukommelsestab, glemmer sin personlige identitet og personlige historie, lider ikke under tabet af bevidstheden om at han eksisterer. Dets gamle ideer og forestillinger har måske midlertidigt eller endda permanent blevet udraderet, men selve bevidstheden går videre.
6.8.1.100Menneskets personlige ego danner sig selv fra universets upersonlige liv, som en bølge som former sig selv af vandet. Det sammentrækker, indskrænker og begrænser det grænseløse liv til et lille begrænset område. Bølgen gør precis det samme med vandet i havet. Egoet udelukker så meget af kraften og intelligensen i den universale bevidsthed at den virker som tilhørende en fuldstændig forskellig og uendelig underlegen form af eksistens. Også bølgen, siden den kun former sig selv på overfladen af vand, giver ingen indikation i sin spinkle vækst på det enorme dyb og brede og volume af vand under den...
6.8.1.102,Det er latterligt hvis den del af hjernen som findes i den personlige bevidsthed, egoet, beslutter at benægte sin højere bevidsthed—sin eget udspring. Egoet er lukket inde i hvad det oplever og ved—et meget begrænset område.
6.8.1.103Når det siges, at adskillelse er den store synd, så refererer dette ikke til ens relationer til andre mennesker. Det refererer til det at have adskilt sig i tanken fra ens højere selv.
6.8.1.107Selv den bedste opførsel og de upåklageligste manerer hører til egoet og ikke til oplysningen.
6.8.1.109Vi har Overselvet at takke for vores liv og kraften til at tænke fra samme kilde. Men vi begrænser både kapaciteten og kraften til en trang, fragmentarisk og for det meste fysisk sfære. Indenfor dette rum sidder egoet på sin trone, opvartet af vores sanser og smigret af vores tanker.
6.8.1.110Dette snævre fragment af bevidsthed, der udgør mit jeg, den person jeg er, skjuler livets store hemmelighed i sin inderste kerne.
6.8.1.111Tanker kommer og går på overfladen af bevidstheden, præcis som bølger på havet. Både tanker og bølger forsvinder dertil de kom fra. Egoet består af en samling tankemønstre med en lang historie bag sig. Også egoet opløses i den universelle bevidsthed...
6.8.1.114,Det personlige selv opstod ikke af ingenting og kan derfor heller ikke blive til ingenting, når det dør; det opløses ind i denne levende Universelle bevidsthed, absorberes så at sige af den.
6.8.1.114,Den lavere del af menneskesindet, der kalkulerer, analyserer, kritiserer, beskylder og organiserer, er den del, der ingen forståelse har for åndelige principper, og derfor er dens planlægning ofte nyttesløs. Det er ikke menneskets opgave at begrænse sig selv til dette lavere aspekt af sindet, og når han forstår det, vil han lægge sin fremtid i Guds hænder, og så vil hans virkelige behov blive imødekommet.
6.8.1.117Det er livets ironi at mennesket kun kan se det fysiske ego, men det som dets eksistens afhænger af, Overselvet, viser sig at være usynligt. Derfor forsømmer eller ignoreres Overselvet behov og der tabes derfor muligheden som inkarnationen tilbyder til yderligere udvikling.
6.8.1.119Det egocentriske synspunkt hos almindelige mennesker er ikke det endelige. En dag vil de udvikle sig til det kosmiske synspunkt.
6.8.1.120Det ego, som han er så knyttet til, viser sig ved undersøgelse at være intet andet end Verdens-Sindets tilstedeværelse i hans eget hjerte. Hvis identifikationen så ved konstant øvelse flyttes fra det ene til det andet, har han nået livets formål.
6.8.1.127Hvad vi finder som egenskaber hos egoet er en reflekterende forestilling, begrænset og skiftende af det vi finder hos Overselvet. De afhænger til syvende og sidst af Overselvet, både for deres egen eksistens og deres egen natur.
6.8.1.128Uanset hvor dårligt vi alle afspejler Overselvet i vores personlighed, uanset hvor ubetydeligt og forvrænget det reflekterende billede normalt er, er det dog stadigvæk en refleksion. Det er indenfor alles mulighed at forbedre dette spejlbillede, og indenfor få menneskers mulighed at gøre afspejlingen perfekt.
6.8.1.129Hvis vi kunne isolere følelsen af jeget, som ligger bag alt vi tænker, siger og gør og hvis vi kunne skærme det fra tanker, følelser og den fysiske krop ved at gøre dette, ville vi forstå at det er forankret og kædet sammen med den højere magt som ligger bag hele verden.
6.8.1.134Egoet's bevidsthed er et stærkt reduceret, meget svagt ekko af Overselvets -Bevidsthed. Det ændrer sig konstant og forsvinder til slut hvorimod Overselvet altid er det samme og udødelig. Men egoet kommer fra Overselvet og må vende tilbage, derfor er forbindelsen der. Men også findes muligheden at vende tilbage frivilligt og med fuldt overlæg.
6.8.1.135Hvis ikke det menneskelige ego selv var udgået fra Overselvet ville det være helt ude af stand til at identificere sig med en følelse af løsrivelse fra kroppen i den proces, vi kalder at dø.
6.8.1.136Lige som en skygge vidner om lys bagved, vidner egoet om sit udspring i Overselvet.
6.8.1.138Personligheden har sit udspring i Overselvet. Derfor reflekterer personligheden, uanset hvor overfladisk, forvrænget og fragmentarisk refleksionen så er, nogle af Overselvets egne egenskaber.
6.8.1.139Udtrykt i et mere familiært religiøst sprog, er det sagt at Gud har anbragt noget af ham selv i hver af os. Men det er der kun som et potentiale; vi må gøre en nødvendig bestræbelse på at gøre os mere og mere bevidst om dette.
6.8.1.140Egoets jeg støttes af den spirituelle værens jeg, det spirituelle selv. Faktisk opnår det første sin realitet fra det andet, og det andet overlever, når det første forsvinder.
6.8.1.142...Somme tider får mennesket et glimt af deres andet selv, som er deres virkelige selv og som ikke er noget der kan opnås ved udvikling da det for altid er til stede...
6.8.1.143,Som egoes er vi uden tvivl individuelle. Vores adskillelse er ubestridt. Men som manifestationer af den ene grænseløse livskraft, er adskillelsen fra denne en stor illusion.
6.8.1.144Det er, hvad der står bag ethvert individ, der virkelig betyder noget, og ikke individet selv.
6.8.1.145Det, der adskiller et menneske fra andre, der gør ham til en person, et individuelt væsen, er hans ego.
6.8.1.150… Udadtil er alle forskellige, men i bevidsthedens dybeste rødder er vi alle den samme.
6.8.1.156,Hvordan kan et menneske fuldt ud udtrykke sig selv hvis ikke det fuldstændigt udvikler sig. Den spirituelle evolution som kræver at mennesket opgiver egoet, løber parallelt med den mentale evolution som kræver at egoet gøres perfekt.
6.8.1.158På trods af al nedsættende omtale af egoet, er det ikke forkert, men prisværdigt at udvikle den bedste personlighed man kan og derefter anvende den. Dets karakter kan blive forfinet, dets passioner kontrolleret, dets svagheder overvundet, dets uvidenhed fordrevet. Nye evner kan introduceres og ny kraft opbygget. Man kan derefter bedre anvende en sådan personlighed—til sin egen fordel og i tjeneste for andre—og man burde.
6.8.1.159Vi kom til denne jord for at forstå os selv, lidt efter lidt.
6.8.1.162Dette er paradokset eller ironien ved evolutionen: at først vokser egoet gennem planteriget, dyreriget og menneskelig form; derefter forandres målsætningen og egoet samtykker til sin egen forandring og død.
6.8.1.166Hvis han vil holde op med at betragte sit liv ud fra egoets personlige og indelukkede synspunkt og i stedet betragte det ud fra dets plads i reinkarnations udviklingscyklus med dens vidvinklede perspektiv, vil livet fyldes med ny mening og beriges med højere betydninger. At bringe hans personlige idé på linje med Verdens-Idéen vil da blive både hans opgave og hans lykke.
6.8.1.169Er det ikke ironisk at Overselvet projicerer egoet så langt at det benægter sin kilde og derefter venter i uendelighed på at egoet skal komme tilbage?
6.8.1.170Først efter at egoets fysiske, intellektuelle, æstetiske og åndelige egenskaber er udviklede, er det tid til at give afkald på egoet. Men dets egoisme og mangel på disciplin må og skal opgives til enhver tid.
6.8.1.172Når egoet opdager at det er en del af det helheden, vil det naturligvis ophøre med at leve enebart for sit eget bedste og derfor begynde at leve for for det generelle gode.
6.8.1.173Hvis de tidligere livserfaringer har som formål at udvikle egoet fra det primitive animalistiske til det fuldt menneskelige stade, har de senere erfaringer som formål at få mennesket til at ofre egoet til Overselvet.
6.8.1.174Egoet vil ikke høre op med at eksistere, men det vil slutte dets dominans.
6.8.1.184Intet kan udslette egoet, så længe kroppen er i live, men dets funktion kan blive reduceret til at være underlagt og tjene Overselvet.
6.8.1.185Det højeste mål for søgen er ikke oplysning opnået ved ødelæggelse af egoet, men hellere ved perfektion af personligheden. Det er funktionen af egoismen som skal blive udryddet ikke det som fungerer. Egoets herredømme må bort, ikke egoet selv.
6.8.1.189… Vi bliver fortalt, at vi må udrydde egoet; vi fortælles også, at egoet ikke eksisterer. Faktum er, at det må eksistere, hvis det er aktivt. Hvad er det så, der fordres af den åndelige aspirant? Han kan, og må til sidst, bringe egoet under den højere Magt. Det er der stadig, men er da på dets rette plads.
6.8.1.190,Noget af forvirringen skyldes det faktum, at egoet er foranderligt; det forandrer sig gennem tid, oplevelser og erfaring, hvorimod den Ubegrænsede Væren, det Ultimative altid er det samme.
6.8.1.190,Det er en tragedie, at et menneskes kræfter, talenter og bevidsthed så ofte udnyttes og bruges til at leve i had og ufred, når de kunne arbejde harmonisk for Verdens-Idéen; at det er hans egen disharmoni, der bringer smerte til ham selv og involverer andre i den. Men enhver udviklingsbølge må følge sit forløb, og ethvert ego må til syvende og sidst overgive sig…
6.8.1.191,På ethvert niveau af denne spirituelle søgen, fra den tidligste begynders niveau til den meget fremskrednes, er behovet for at stække ego'et altid til stede.
6.8.1.194… Ved nærmere undersøgelse finder man, at egoet er et kompleks af krop og tanke, fysiske sanser og mentale tendenser…
6.8.1.196,… At udslette egoet fuldstændigt skulle nødvendigvis betyde at udslette den fysiske krop, som er en del af den og at fjerne individualiteten, som adskiller os fra andre. Dette kan ikke gøres, men det som kan gøres er at gøre egoet tjenende for Overselvet, et adlydende instrument for den højere vilje.
6.8.1.197,Måske vil den dag komme hvor en begavet person vil skrive en bog med titlen Inspireret Egoisme for at få alle at forstå at egoet har sin plads i livet. Det er den lille cirkel inden i Overselvets større cirkel og hvis den forbliver bevidst om dens sande relation til Overselvet vil den forblive der og fortsætte med sit virke.
6.8.1.198… Egoet kan forblive på den rette plads, hvor det tager sig af kroppens og intellektets behov og næring, men altid underordnet det højere selv og lydigt over for den højere vilje.
6.8.1.201,Det er både rigtigt og forkert, at vi ikke kan tage egoet med os ind i tilstanden af mystisk oplysthed. Egoet er, når alt kommer til alt, kun et spejlbillede - yderst begrænset og ofte forvrænget – af Det Højere Selv … men stadig er det et spejlbillede. Hvis vi kunne bringe det i overensstemmelse med og lade det underordne sig Det Højere Selv, ville det ikke være nogen hindring for det oplyste liv. Egoet kan dog ikke ødelægges, så længe vi behøver dets tjenester i den fysiske tilstand; men det kan tøjles og blive en tjener i stedet for at få lov til at være herre. Når vi indser det, vil vi bedre kunne værdsætte det filosofiske ideal af et fuldt udviklet, tæmmet og i høj grad afrundet ego som kanal for inspiration og vejledning fra Det Højere Selv. Et forarmet ego vil naturligvis være en mere begrænset kanal for Det Højere Selvs udtryk end et ego, som er mere udviklet. Den virkelige fjende, som skal overvindes, er ikke egoet som sådan, men dets virke af egoisme.
6.8.1.206… Egoet kan ikke blive tilintetgjort så længe vi er i behov af den medens vi er i kroppen; men den kan undertvinges og vendt mod tjeneste i stedet for at tillade den at være en herre...Den sande fjende at overvinde er ikke egoets væsen, men egoismen.
6.8.1.206,… For egoet og Overselvet smelter sammen og forenes, men denne forening ødelægger ikke egoets evne til at udtrykke sig selv eller til at være aktiv i verden…
6.8.1.207,Hvis et menneske kunne trække sig tilstrækkeligt langt væk fra sit ego og holde op med at lade dets interesser og begær overmande sig, ville han herved lade fred komme til at herske i sit hjerte…
6.8.1.208,... hvis vi skal træde ind ind i det, Overselvet, kan og skal vi træde ind, mens vi endnu er i kødet. Det er ikke et tidspunkt eller et sted, men en livsform og et udviklingsstadium. Det er det ego-fri liv. Egoet bliver ikke bedt om at ødelægge sig selv, men om at disciplinere sig. Det personlige i et menneske skal leve, men kun som en slave for det upersonlige. Disse to identiteter udgør hans væsen.
6.8.1.208,Hvis egoet fortsætter med at udføre dets gøremål, som det behøver selv efter fuldbyrdelsen, vil det ikke længere gøre som sin herre, ikke længere som dets virkelige jeg. Fra nu af adlydes Overselvet.
6.8.1.209For den som lever i den højere bevidsthed og er identificeret med den, er egoet simpelthen en åben kanal gennem hvilken det er muligt at strømme ind i en verden i tid og rum. Det er ikke dig selv, som det er for den uoplyste menneske, men et supplement til dig selv, adlydende og udtrykkende din vilje.
6.8.1.210Hvis han mister sit ego helt og fuldt, så der overhovedet ikke findes spor af det, vil han dø, for hans krop er en del af ego’et. Men han lever videre. Dette viser, at det, han virkelig mister, ikke er ego-naturen, men ego-viljen. Den erstattes af den højere vilje.
6.8.1.215Ja, egoet er der og må være der, hvis vi skal leve på dette plan. Men det kan undergå en åndelig genfødsel og ikke længere være en tyran, der nægter os vores åndelige fødselsret og vores åndelige bevidsthed, men snarere fungerer som en kanal, der tjener denne bevidsthed.
6.8.1.222Ego’et vil altid have sine problemer. Med altid menes fra fødslen og gennem årene til døden. Dette gælder for ethvert menneske, men et mere udviklet menneske vil håndtere dem på en bedre måde.
6.8.1.223”Jeg’et” er her stadig, ikke det gamle velkendte, lille, usikre væsen, men et andet ”jeg”, et fantastisk, forvandlet jeg.
6.8.1.228Den del af mennesket som er i den fysiske verden, egoet, må i sidste ende nå til at erkende og ære dets højere individualitet, selv om den kan være uset og ukendt. Det forudsætter en vækst gennem tiden, gennem mange genfødsler.
6.8.1.230Det ville være en fejl at tro, at det er Overselvet, som reinkarnerer. Det gør det ikke. Men dets afkom--egoet--gør.
6.8.1.232Dette er egoet, som vi fejlagtigt opfatter som vores virkelige jeg. Dette er egoet, som hukommelsen binder os til. Dette er den illusoriske del af vores todelte personlighed, den velkendte del af vores væsen, ikke mere end en skygge af den uendeligt meget større, ukendte del. Det flytter sig fra én fysisk krop til en anden, fra én drøm til en anden gennem tilværelsens gøglespil uden at vågne op til virkeligheden.
6.8.1.233Det væsen som lever i åndeverden efter døden er det samme ego som levede på jorden, udsprunget og støttet af samme Overselv. I denne relation er de stadig tydelige og adskilte væsner, selvom de er intimt forbundet som forældre og børn.
6.8.1.236
3 okt 2011
5 sep 2016
1 maj 2013
29 sep 2022
22 okt 2010
8 feb 2011
3 feb 2012
10 jan 2023
5 jun 2011
2 maj 2024
10 mar 2013
16 maj 2011
26 okt 2010
28 nov 2019
28 okt 2010
10 mar 2014
25 nov 2012
20 jul 2013
26 apr 2017
8 maj 2024
8 nov 2010
8 mar 2014
26 mar 2024
28 mar 2014
14 feb 2018
28 okt 2019
4 jun 2013
24 okt 2010
25 apr 2022
29 jun 2022
5 okt 2015
6 mar 2018
3 sep 2017
4 maj 2011
2 mar 2016
15 mar 2022
22 mar 2022
22 jul 2022
4 okt 2022
25 jun 2024
11 maj 2023
19 aug 2013
4 okt 2013
19 nov 2013
25 aug 2013
22 mar 2014
11 dec 2013
1 okt 2015
1 dec 2020
13 apr 2012
27 jan 2017
8 jun 2011
15 mar 2016
12 aug 2016
27 aug 2013
5 apr 2018
12 feb 2022
3 nov 2012
8 maj 2016
30 mar 2014
26 maj 2013
7 sep 2015
24 apr 2019
21 feb 2018
7 aug 2011
11 jul 2015
15 aug 2013
20 sep 2012
17 okt 2019
17 sep 2020
16 jul 2013
14 mar 2012
31 okt 2013
8 apr 2015
12 jan 2013
12 jun 2018
4 aug 2013
24 maj 2018
28 maj 2013
14 okt 2015
25 sep 2020
2 maj 2019
25 okt 2011
20 dec 2019
27 jul 2020
25 dec 2019
2 jul 2023
2 okt 2017
25 jun 2013
4 feb 2014
29 jul 2022
27 okt 2010
4 apr 2012
11 okt 2017
28 aug 2020
2 aug 2021
29 mar 2013
26 nov 2013
26 sep 2024
23 jun 2019
12 nov 2021
8 jun 2024
8 jul 2015
19 nov 2015
26 feb 2011
30 apr 2012
The notebooks are copyright © 1984-1989 The Paul Brunton Philosophic Foundation
This site is run by Paul Brunton-stiftelsen · info@paulbruntondailynote.se