The Library
Det onde opstår kun, når en enhed farer vild i illusioner om adskilthed og materialisme og derfor kommer i konflikt med andre enheder. Ondskab er ikke et ultimativt og evigt princip, men der er onde kræfter, usete enheder, der har fjernet sig så langt og er så stærke i sig selv, at de arbejder imod godhed, sandhed og retfærdighed. Men via deres egen natur er sådanne enheder dømt til endelig undergang, og selv deres modsatrettede kræfter bliver til sidst et gode og bliver den modstand, hvormed evolutionen tester sine egne fremskridt, slibestenen der skærper menneskets intelligens, og spejlet i hvilket hans fejl viser sig.
7.11.1.12Den lavere natur er kronisk fjendtligt indstillet til den højere. Den foretrækker sine flygtige glæder med deres medfølgende sorger, sine hæslige synder med deres pinefulde konsekvenser, fordi alt dette indfanger og tryllebinder livet til den selv.
7.11.1.13... Størstedelen af menneskeheden bevæger sig i den rigtige retning til trods for tegn på det modsatte, og de vil gå ind i Himlens rige en dag. Tvivl ikke om det; garantien for det er, at de allerede er guddommelige i deres skjulte selv.
7.11.1.22,Hvis mennesker var mindre optaget af at spørge ”Hvad er godt? og hvad er ondt?” og mere af at spørge ”Hvad er Det Højeste Gode?” ville det første spørgsmål blive besvaret af sig selv, og ville blive ledsaget af fred.
7.11.1.50Men fordi vi påstår at ondskabens magt vil udslette sig selv til slut, må dette ikke fejlagtigt betyde at at vi kan slappe af i selvtilfredshed. Vi bør ikke gøre dette til en undskyldning for uvirksomhed. Tværtimod burde det inspirere os til stærkere at bevare det ædle i livet mod dens angreb.
7.11.1.52
7 sep 2019
11 okt 2019
18 mar 2015
7 okt 2023
11 sep 2011
The notebooks are copyright © 1984-1989 The Paul Brunton Philosophic Foundation
This site is run by Paul Brunton-stiftelsen · info@paulbruntondailynote.se