Den indre erkendelses endelige fase, den dybest mulige kontemplation, er én, hvor den oplevende selv forsvinder, den mediterende, der erkender, har ikke længere noget objekt – ikke engang Overselvet – for dualiteten kollapser. Fordi denne oplevelse er hinsides den højeste ”Lys”- oplevelse, hvor Overselvet afslører sin tilstedeværelse som en blændende masse, lysstribe, kugle eller stråle af ujordisk, vibrerende udstråling, der ses lige tydeligt, hvad enten øjnene er åbne eller lukkede, er den blevet kaldt for det guddommelige mørke.

Source: The Notebooks of Paul Brunton